Sommerdæk på glatte veje kan koste bilister 4.000 kroner i bøde

Når temperaturen falder, og sne og is gør vejene glatte, kan de forkerte dæk få betydning for både bremselængde og bilens vejgreb. Bilister, der kører med sommerdæk under vinterglatte forhold, risikerer derfor ikke kun at miste kontrollen over bilen, men også en bøde på op til 4.000 kroner.
Det er siden 1. juli 2025 ulovligt at køre med såkaldt åbenbart uegnede dæk til det konkrete føre. Der er dog ingen fast dato for, hvornår vinterdæk skal være monteret i Danmark. Sommerdæk er fortsat lovlige i vintermånederne, så længe vejforholdene tillader det.
Mads Rørvig, administrerende direktør i Mobility Denmark, anbefaler, at bilister bestiller tid til dækskift i god tid.
”Dækkene er bilens kontakt med vejen, og når føret bliver glat, er det afgørende, at de kan klare forholdene. Det er i alles interesse at undgå en situation, hvor bilen ikke længere kan bruges forsvarligt. Derfor er det en god idé at bestille tid til dækskift i god tid, inden vintervejret for alvor sætter ind,” siger Mads Rørvig.
Helårsdæk er ikke altid nok
Bilister med helårsdæk bør også undersøge, om dækkene er egnede til vinterkørsel. Der findes forskellige varianter med varierende vinteregenskaber, og betegnelsen er ikke i sig selv en garanti for, at dækkene passer til alle forhold.
”Har man helårsdæk, bør man undersøge, om de er egnede til den kørsel, man skal bruge bilen til gennem vinteren. Det er også vigtigt at holde øje med slid, da dækkenes egenskaber har betydning, når vejgrebet bliver udfordret. Er man i tvivl, kan værkstedet hjælpe med at vurdere, om dækkene er de rigtige,” siger Mads Rørvig.
Godkendte vinterdæk er mærket M+S, MS eller M&S. Til hårdt vinterføre anbefaler Færdselsstyrelsen desuden dækmærkningen 3PMSF, som viser et bjerg med tre tinder og et snefnug.
Fakta om vinterdæk
- Det har siden 1. juli 2025 været ulovligt at køre med åbenbart uegnede dæk til føret.
- Bøden kan være op til 4.000 kroner.
- Der er ingen fast dato for skift til vinterdæk i Danmark.
- Sommerdæk er lovlige, når vejforholdene tillader det.
- M+S, MS og M&S betegner godkendte vinterdæk.
- 3PMSF-mærket anbefales af Færdselsstyrelsen til hårdt vinterføre.










Accepter kun nødvendige cookies