SIND opfordrer danskerne til at tænke fællesskab ind i kriseberedskabet

Myndighederne anbefaler, at danskerne skal kunne klare sig selv i tre døgn, hvis eksempelvis strøm, vand eller internet forsvinder. Men ifølge SIND bør forberedelserne ikke kun handle om forsyninger. Et mentalt og socialt beredskab kan også være med til at skabe ro og handlekraft – særligt hos mennesker, der i forvejen lever med psykiske udfordringer.
SIND har derfor sammen med 91 frivillige udviklet konkrete råd til, hvordan man kan forberede sig på kriser uden at lade bekymringerne tage over.
"Vi skal forberede os på kriser uden at gå rundt og være bange for dem. For nogle mennesker kan alle budskaberne om trusler og beredskab blive overvældende. Derfor vil vi gerne flytte fokus fra frygt til handling. Man behøver ikke gøre alt på én gang. Selv små forberedelser kan give en oplevelse af ro og kontrol," siger Mia Kristina Hansen, forperson for SIND.
Organisationen anbefaler blandt andet, at man på forhånd aftaler med familie, venner og naboer, hvem man kan søge hjælp hos, hvis telefoner og internet svigter. Det kan også være en god idé at have bøger, brætspil eller strikketøj klar, så man kan bevare noget af hverdagsroen under en krise.
"Vand og mad kan man stille på en hylde. Men man skal også vide, hvem man kan gå hen til, hvis telefonerne ikke virker. Hvem banker man på hos? Hvem holder øje med naboen, der bor alene? Fællesskaber bør simpelthen være en del af vores beredskab," siger Mia Kristina Hansen.
SIND foreslår blandt andet at arrangere en beredskabsmiddag med familie, venner eller naboer, hvor man afprøver madvarer fra sit lager og samtidig taler om, hvordan man kan hjælpe hinanden.
Samtidig tager SIND på foredragsturné med eksperter i desinformation og hybride trusler. Formålet er at give danskerne viden om truslerne og vise, hvordan forberedelse kan mindske bekymringer. Foredragene afholdes i Rødovre, Aalborg, Randers, Roskilde og Tønder samt online.
SINDs tre råd til hjemmeberedskabet
- Tag udgangspunkt i myndighedernes anbefalinger om at kunne klare sig i tre døgn.
- Gør forberedelserne overskuelige, og gennemfør dem gerne sammen med andre.
- Aftal på forhånd, hvem man kan kontakte og hjælpe, hvis telefon og internet svigter.










Accepter kun nødvendige cookies