Forældre spiller fortsat vigtig rolle, når unge møder alkohol og nikotin

Venner, fester og nye sociale fællesskaber fylder mere, når børn bliver teenagere. Men selv om forældrene får mindre indflydelse på de unges hverdag, spiller de fortsat en vigtig rolle.
Det er en af konklusionerne i årets Ungeprofilundersøgelse i Rudersdal Kommune, som viser, at langt de fleste unge trives og har gode relationer til både venner og forældre. Samtidig fylder alkohol og nikotin fortsat blandt de ældre elever.
I 9. klasse har 70 procent prøvet at drikke en hel genstand, mens 18,1 procent drikker alkohol mindst én gang om ugen. På gymnasierne gælder det 41,9 procent.
Undersøgelsen viser også, at de unge ofte overvurderer, hvor mange af deres jævnaldrende der drikker alkohol, bruger nikotin eller hash. Det kan ifølge kommunen påvirke de unges egne grænser og forventninger til ungdomslivet.
”Det er positivt, at flere tal bevæger sig i den rigtige retning, men vi er ikke i mål. Alkohol og nikotin fylder stadig i ungdomslivet, og derfor skal vi holde fast i den tidlige forebyggelse og blive ved med at møde de unge med viden og tilbud, der giver mening for dem. Det kan kommunen ikke gøre alene. Forældrene spiller en vigtig rolle, og undersøgelsen viser, at vi har et stærkt udgangspunkt, fordi langt de fleste unge har en tæt relation til deres forældre,” siger Anette Mai Billesbølle, formand for Udvalget for Ældre, Omsorg og Sundhed.
Vapes og nikotinposer fylder
Nikotinforbruget blandt unge handler ikke længere kun om cigaretter. I 9. klasse har hver tredje prøvet vapes eller e-cigaretter, mens 16,2 procent har prøvet snus, nikotinposer eller tyggetobak.
På gymnasierne har mere end halvdelen prøvet vapes eller e-cigaretter, og knap hver tredje har prøvet snus, nikotinposer eller tyggetobak.
Samtidig viser undersøgelsen, at forældrenes rammer omkring alkohol ikke altid er tydelige. Blandt de 9.-klasser, der drikker alkohol, ved 55 procent ikke, hvor meget de må drikke ifølge deres forældre. Omkring 31 procent svarer, at forældrene ikke ved, hvor meget de drikker.
Kommunen bruger resultaterne til at målrette forebyggelsen på skolerne, i SSP og i Ung i Rudersdal.
Fakta: Ungeprofilundersøgelsen 2026
- 7. klasse: 14 procent har prøvet at drikke en hel genstand.
- 9. klasse: 70 procent har prøvet en hel genstand, og 18,1 procent drikker mindst ugentligt.
- Gymnasier: 41,9 procent drikker alkohol mindst én gang om ugen.
- Nikotin: Hver tredje i 9. klasse har prøvet vapes eller e-cigaretter.
- Deltagelse: 1.423 elever fra 7.-9. klasse deltog i december 2025 – svarende til 88 procent. Desuden deltog 651 elever fra Birkerød Gymnasium og Nærum Gymnasium i januar 2026.
- Undersøgelsen: Anonym og frivillig spørgeskemaundersøgelse blandt elever i 7.-9. klasse og unge på ungdomsuddannelserne.
- Forebyggelse: Resultaterne bruges i SSP, på skolerne og i Ung i Rudersdal.










Accepter kun nødvendige cookies